Markprøve

Åben klasse.

Adgangskrav for deltagelse i Åben Klasse Markprøve er bestået "Udmærkelse" i åben klasse workingtest samt at din hund er fyldt min. 1 år.

Tilmelding

Der kræves forhåndstilmelding til Åben Klasse. Dette foregår online her på siden. Åben klasse er normalt ikke åben tilskuere som det er tilfældet på de fleste vinderklasse markprøver.

Efter tilmeldingsfristens udløb trækkes der lod og herefter kan man udskrive kataloget for prøven. Heri er oplyst prøveleder, dommere, mødetid, kørselsvejledning, evt. særlige bemærkninger samt selvfølgelig oversigt over de deltagende hunde.

Modsat på mange af vore workingtestrs er der specielle forhold der gør sig gældende på Kvalificerende Markprøver. Normalt vil der altid kun være 1 klasse på selve dagen.  Altså prøven er kun f.eks. Åben Klasse. Det er yderst vigtigt at møde præcist på det, i programmet, oplyste mødetidspunkt, og gerne lidt før. 

Antal hunde

Vedr. antallet af deltagende hunde, kan der være adgangsbegrænsning, hvilket altid vil være oplyst i kataloget ved tilmelding. Hvis der f.eks. står "12 hunde", betyder det, at kun 12 hunde kan deltage.

I henhold til vort Markprøvereglement kan max. 16 hunde deltage på en 1-dags prøve, så denne begrænsning vil altid være til stede. Der kan dog, i specielle tilfælde, gives dispensation af RJK's markprøveudvalg. Er der, indenfor anmeldelsesfristen, tilmeldt mere end det antal hunde prøven er åben for, vil der blive foretaget lodtrækning.

Lodtrækning og afbud

Efter lodtrækning vil de udtrukne hunde få et startnummer, de resterende hunde vil på mærkatet reserve.  Reserver vil blive indkaldt, såfremt der kommer afbud blandt de udtrukne hunde. 

Evt. afbud skal meddeles prøvelederen, som herefter indkalder reserver i den rækkefølge der er oplyst i programmet. Ved et meget sent afbud, kan en prøveleder komme ud for, f.eks. ikke at kunne få fat på 1. reserven, og må derfor gå videre til 2. reserven o.s.v. Derfor når du har tilmeldt, skal du altid holde dig parat til at deltage.

På prøvedagen

På selve dagen møder du op (præcis), og som på vore workingtests skal du henvende dig tll prøvelederen.  Du vil herefter få udleveret et nummer, som du resten af dagen skal bære synligt for dommeren/dommerne.

Prøvelederen vil på dagen holde en parole, og det er meget vigtigt du hører godt efter hvad der bliver sagt idet du normalt får besked på at følge en bestemt dommer/dommerpar i første såt. Inden såt nr. 2 vil du almindeligvis modtage information, om hvem du her skal følge, men generelt er det meget vigtigt, at rette sig efter de anvisninger man får.

Som tidligere nævnt afholdes alle vore Kvalificerende Markprøver under en almindelig jagtdag. RJK kan være inviterede gæster på dagen, hvor vi skal fungere som opsamlere på jagten eller jagten kan være en som RJK har købt på det pågældende sted. På de jagter hvor vi er inviterede gæster, vil jagtformen altid være klapjagter, enten på ænder eller fasaner. På RJK's egne købejagter, vil især Åben Klasse som oftest være en klapjagt på ænder, men her kan du komme ud for trampejagt også, f.eks. på agerhøns eller fasaner.

Der kan ikke deltage tilskuere på åben klasse markprøver

Bedømmelser

Åben Klasse bedømmes først og fremmest som en kvalitetsbedømmelse af dig og din hunds evner på en jagtdag. Normalt kan du forvente  5-7 apporteringer til din hund i løbet af dagen, sværhedsgraden afhænger helt af jagten og de opgaver som dommeren sætter dig og din hund på. Men helt generelt ønsker dommeren at teste din hund så alsidigt som muligt, for at danne sig et godt grundlag af Jer. Præmieringerne i åben klasse er Udmærkelse eller ingen præmiering.

Dommerne

Dommerne i en Åben klasse udgøres af mindst en Panel A-dommer og mindst en Panel B-dommer.

Under afprøvning skal din hund kunne sidde ukoblet, tæt på andre hunde, og kun apporterer når dommeren giver lov.

Diskvalificerende fejl er:

  1. Hårdmundethed

  2. Piben eller gøen

  3. Knaldapportering

  4. Jagende med levende vildt

  5. Ud af kontrol

  6. Nægter at gå i vand

  7. Bytning af vildt.

Alvorlige fejl er:

  1. Fejler på apportering af dødt eller anskudt vildt

  2. Urolig ved fod

  3. Eye-wipe (d.v.s. at en anden hund finder vildt, hvor din hund har været)

  4. Hvis din hund forstyrre terræn

  5. Langsomt og slapt arbejde

  6. Larmende føring

  7. Dårlig kontrol af din hund.

 

Vinder Klasse

Adgangskrav for deltagelse i vinderklasse markprøve er "Udmærkelse" i Åben Klasse markprøve.

Omkring tilmelding, antal hunde, ankomst til selve prøvedagen m.v. vil forholdene være nøjagtigt de samme som under Åben klasse.
I Vinder klassen vil RJK's egne jagter, som oftest altid indeholde trampejagter, dog kan enkelte drev forekomme i løbet af dagen.

Krav til hundene

Kravene til hundene vil være skærpet i forhold til Åben klasse, men der bedømmes efter samme reglement. 

Bedømmelse

Vinder klassen bedømmes som en ren konkurrencebedømmelse, hvor det drejer sig om at finde den/de bedste jagthunde. Placeringerne er 1., 2. 3., 4. vinder, hvis kvaliteten er høj nok. 1. vinder må kun tildeles, hvis hundes præstation gør den værdig til Dansk Field Trial Championat (DK FTCH). Derudover kan "udmærkelse" tildeles de hunde, der gennemfører prøven tilfredstillende.

Dommere

Dommerne i Vinder klassen udgøres af mindst 2 panel A-dommere

Du kan komme ud for, at selv om du (uheldigvis) kun er reserve, at blive indkaldt så sent som aftenen før selve prøven. Så hvis du ønsker at deltage, skal du holde dig parat, især hvis du er en af de første reserver.  

Vinderklasse markprøverne er normalt åbne for tilskuere

Læs markprøvereglementet for en mere uddybende gennemgang af markprøver